Go to content

Hvor kan vi gøre det bedre?

Vores CO2-aftryk:
Vi ønsker at beregne det mest retvisende CO2-aftryk for Popermo som virksomhed, og vi anser vores CO2-regnskaber for at være så komplette og gennemsigtige som muligt med de data, vi har.
Ved afslutningen af et komplet CO2—regnskab bliver vi bekendt med områder, hvor vi kan gøre det bedre. Efter beregningerne af vores CO2 for 2023 har vi noteret os, at vi kan udfordre data fra de største leverandører under kategori 3.1, Køb af varer og tjenester. Det vil være en analyse af, om leverandørernes emissionsberegninger er så skarpe, at vi kan bruge deres data direkte i vores beregninger.
Under kategori 3.4, Købt transport og distributionsydelser, skal vi undersøge muligheden for en kompatibel emissionskalkulator til beregningen af CO2-aftrykket fra Post Nord.
Til kategori 3.6, Forretningsrejser, skal vi tilstræbe at indsamle specifik data fremfor at lave en spend-baseret beregning.
Analysen af vores investeringer, der udføres af Matter, dækker over vores aktier og obligationer, hvilket svarer til ca. 30 % af Popermos samlede investeringer. Det er ønsket, at vi fremadrettet medtager alle vores investeringer, hvis muligt, hvilket vil betyde, at vi skal kunne beregne CO2-aftrykket af vores stats- og danske realkreditobligationer.
At fokusere på CO2-udledningen styrker bevidstheden om vores aftryk på verden, og det er med til at fremme en mere ansvarlig adfærd i hverdagen.
Bæredygtige tiltag:
Vores mission og vision for at drive virksomhed hænger rigtig godt sammen med den mere ansvarlige tankegang, som vi i stigende grad har fokus på. En tankegang som gælder både miljøet, vores medmennesker og måden, vi leder vores virksomhed på. Og tankegangen fører ansvarlige handlinger med sig.
På nuværende tidspunkt har vi en oplevelse af, at vi bliver nødt til at kravle højere op i træerne for at høste frugter…
Med andre ord - der må nye og måske større ideer på bordet... måske vi skal søge grønne netværk og indgå partnerskaber? Vi må i hvert fald kigge op, være åbne og søge inspiration til nye tiltag. Og samtidig skal vi holde liv i de tiltag, vi allerede har sat i søen.
Kommunikation:
Vi kan ikke undsige os, at den grønne tilgang også en konkurrenceparameter, men for os som virksomhed fremmer den grønne tankegang i endnu højere grad det at samarbejde og at skabe synergi. Den grønne tilgang fremhæver et grundlæggende hensyn - hensynet til miljøet, hensynet til vores medmennesker og hensynet til bæredygtig udvikling. Den grønne tilgang er sympatisk og ordentlig, og derfor giver det også rigtig god mening for os, med vores DNA, at understøtte den grønne rejse, og hvis vi kan motivere, inspirere og hjælpe vores omverden, gør vi gerne det.  
Men hvis vi vil præge en adfærd og motivere til den grønne omstilling, uanset om det er overfor vores medlemmer eller vores medarbejdere, skal vi være mere konsekvente med fortællingen om vores grønne tiltag. Dette var også et klart budskab i EPSI-rapporten om ESG og bæredygtighed.