Vegetarkursus
I november måned var alle medarbejdere inviteret med på et aftenkursus i kunsten at lave vegetarmad. Der var fin tilslutning til arrangementet, som var planlagt både med henblik på at dyrke det sociale blandt medarbejderne samt udbrede fordelene ved vegetarmad for miljøets skyld.
I alt 14 medarbejdere mødte op og havde en rigtig hyggelig, social aften. Udover at samarbejde om og hygge med madlavningen og ikke mindst nyde den lækre mad, blev der undervist i vegetar og veganer-mad. Vi blev præsenteret for, hvad man kan benytte som alternativer til de alment kendte ingredienser i almindelig madlavning, og det har muligvis rykket ved nogle deltageres opfattelse af, hvor besværligt det er at lave veganermad. Vegetar- og veganermad blev afmystificeret, fordi vi selv stod og tilberedte og spiste det.
Strømbesparelser i mødelokalerne
Vi har monteret store skærme til fremvisning af materiale i 4 af vores mødelokaler, ligesom vi har opsat infoskærme i 4 afdelinger. Disse skærme har været indstillet til at være tændt hele døgnet. I september måned blev der taget initiativ til at indkøbe timere til skærmene, så de automatisk slukkes udenfor arbejdstid.
En timer reducerer vores elforbrug pr. skærm med ca. 71 %, idet elforbruget pr. skærm tidligere var på ca. 1.116,90 kWh/år, og det vil fremadrettet være på ca. 325,76 kWh/år.